HEJMDAL   (1857-1886)

Skruekorvetten HEIMDAL

Skruekorvetten  HEJMDAL
(Foto fra  Orlogsmuseet  arkiv)

Historie om korvetten Heimdal
Kildeangivelse: Orlovsmuseet København

Slaget ved Helgoland (1864) :

Nordsøeskadren stopper østrigsk-preussisk flådestyrke ved Helgoland

Til lands var danskerne overalt på tilbagetog i krigen 1864, men flåden sørgede for de sjældne opmuntringer til en krigstræt dansk befolkning

Det østrigske flagskib, fregatten SCHWARZENBERG, blev  skudt i brand, og den østrigsk-preussiske eskadre måtte hastigt søge tilflugt på neutralt britisk territorium ved Helgoland.

Eskadrechefen, orlogskaptajn  Edouard Suenson  og den danske Nordsø-eskadre satte den østrigsk-preussiske flådestyrke på plads ved Helgoland 9. maj 1864 og opretholdt dermed den danske flådeblokade i Nordsøen.

Af Johnny E. Balsved

Skruefregatten  NIELS JUEL , under kommando af orlogskaptajn  Johan L. Gottlieb , havde allerede siden slutningen af januar 1864 været stationeret i Skagerak for bl.a. at holde et vågent øje med 3 preussiske kanonbåde, der muligvis opholdt sig i Nordsøen.

Da krigen brød ud 1. februar, fik chefen allerede et par dage efter ordre til at forlade den norske kyst og forlægge til farvandet mellem Borkum og Helgoland.

Kort efter fik  NIELS JUEL  ordre til at udvide operationsområdet, så det strakte sig ind til Falmouth i den engelske kanal.

Opgaven var fortsat at holde øje med eventuelle preussiske orlogsfartøjer, men efter krigsudbruddet blev opgaven udvidet til at omfatte opbringelse af ethvert tysk handelsskib, som det måtte møde.

Stor tysk opstandelse

http://www.navalhistory.dk/images/officererne/Gottlieb_Johan.jpg

Orlogskaptajn  Johan L. Gottlieb
var chef for fregatten  NIELS JUEL
under hele krigen 1864.

Tilstedeværelsen af den danske skruefregat  NIELS JUEL  i Nordsøen og den engelske kanal vakte stor opstandelse i tyske rederkredse. Frygten for at blive opbragt var stor!

Skruekorvetten DAGMAR

Skruekorvetten  DAGMAR .
(Foto fra  Orlogsmuseet s arkiv)

Vejret i Nordsøen var imidlertid hårdt på denne årstid og i midten af marts måtte fregatten efter nogle havarier returnere til København.

Fregatten blev afløst af skruekorvetten  DAGMAR , chef kaptajnløjt-nant  G. F. W. Wrisberg , og det skulle snart vise sig, at den danske flådeblokade var lige så effektiv som under den 1. slesvigske krig 1848-50.

Allerede 18. marts lykkedes det for korvetten at opbringe Hamborg skonnerten  TEKLA SCHMIDT  ud for Texel i Nordsøen.

Korvetten tjente desuden som en fremskudt observationspost i Nordsøen.

Nordsøeskadren

Allerede i starten af marts 1864 havde Marineministeriet modtaget efterretninger om, at østrigerne forberedte afsendelsen af en større flådestyrke til danske farvande i et forsøg på, sammen med preusserne, at bryde den effektive danske flådeblokade.

Dette bevirkede, at Marineministeriet omgående besluttede at formere en Nordsø eskadre. Eskadren skulle bestå korvetten  DAGMAR , der allerede befandt sig i området, samt af fregatten  NIELS JUEL  og skruekorvetten  HEJMDAL , der befandt sig i København. Marineministeriet havde udpeget orlogskaptajn  Edouard Suenson  som chef for eskadren.

4. april om morgen lå fregatten, efter endt reparation, og  HEJMDAL  sejlklar på Københavns Red. Næppe en time efter at de to danske skibe havde forladt Reden, fik man i Marineministeriet telegrafisk meddelelse om, at den østrigske fregat  RADETZKY havde forladt Gibraltar, med kurs mod nord.

Edouard Suenson

Marineministeriets valg af orlogskaptajn  Edouard Suenson  som eskadrechef var næppe nogen tilfældighed.

Suenson  havde allerede høstet hæder og krigserfaringer i den 1. slesvigske krig 1848-50 som chef for hjuldampskibet  HEKLA , ikke mindst i  kampen ved Neustadt 20. juli 1850 .

Allerede måneden efter deltog han i træfnin-gen mellem  HEKLA  og dampskibet  LØWE  og 4 slesvig-holstenske kanonbåde i Kieler-fjorden.

Derudover havde  Suenson  også høstet vær-difulde erfaringer allerede omkring 1830, da han i en periode gjorde tjeneste i den fran-ske Middelhavsflåde.

Kurs mod Norge

Kaptajn Edouard Suenson

Orlogskaptajn  Edouard Suenson ,
blev udnævnt til eskadrechef
for Nordsø-eskadren.

Efter en sejlads i stiv kuling i Kattegat ankom de to danske skibe til Kri-stianssand i Norge 8. april, hvor de havde forventet at mødes med korvetten  DAGMAR , for dermed at have eskadren samlet.

Da  DAGMAR  ikke befandt sig i Kristianssand formodede  Suenson , at dette var et tegn på, at de østrigske orlogsfartøjer fortsat ikke befandt sig i Nordsøen, en antagelse han senere fik bekræftet fra Marineministeriet.

Var vejret uroligt, da skibene sejlede mod Kristianssand, var det til gengæld rent magsvejr, da eskadrechefen besluttede at sejle fra Kristianssand 9. april med kurs mod syd for at forene sig med  DAGMAR  i Nordsøen, klar til at tage udfordringen op fra den østrigsk-preussiske eskadre, der måtte for-modedes snart at dukke op i Nordsøen.

To dage efter, 11. april, fik eskadren kontakt med korvetten, og orlogs-kaptajn Edouard Suenson  havde nu hele sin eskadre samlet, klar til at løse sin opgave.

Men endnu var der ingen sikre efterretninger om, hvor de østrigske og preussiske skibe befandt sig. Der indløb hele tiden telegrammer, som fortalte om deres bevægelser fra Gibraltar og med kurs mod nord.

Under russisk flag

Suenson  brugte den mellemliggende tid til at sikre sine forsyningslinier, ikke mindst at sørge for, at han kunne skaffe sig de nødvendige mængder kul til sine skibe. De nødvendige ordrer til den forestående kamp blev ligeledes udstedt og indøvet.

Alt imens varetog eskadren den fortsatte blokade mod de tyske havne, ligesom der blev foretaget adskillige forsøg på opbringelser af mistæn-kelige fartøjer.

Blokaden var nu så effektiv, at der blev foretaget adskillige proforma-handler med handelsfartøjer, således at flere tyske skibe nu sejlede under russisk flag for at sikre sig mod den danske blokade.

Ganske ofte blev et skib opbragt for umiddelbart efter at vise sig, at det ganske få dage forinden var blevet overtaget af et russisk proformafirma. Dette vanskeliggjorde blokadetjeneste i svær grad.

Manglende efterretninger

I de sene april dage savnede  Suenson  efterhånden nøjagtige informationer om både fjendens styrke, og hvor fjenden befandt sig. Det ansås dog for helt sikkert, at de østrigske flådeenheder fortsat ikke var nået frem til Nordsøen.

En melding om, at Dybbøl var faldet 18. april nåede frem, men var ikke med til at øge humøret om bord i den danske eskadre.

Korvetten  DAGMAR  havde om eftermiddagen 19. april sat kursen vestpå mod Texel, medens  HEJMDAL  havde sat kursen mod Elbens munding for at opbringe en prise, da Suenson  fik information om, at to østrigske fre-gatter havde forladt Brest den 18. eller 19., og at det østrigske linieskib  KAISER  ventedes i næste uge.

Vel vidende, at den danske korvet ville være prisgivet, hvis den løb ind i en overlegen østrigsk styrke, besluttede  Suenson  at eftersætte  DAGMAR  og atter få samling på sin eskadre.

Undervejs lykkedes det for  NIELS JUEL  at få kontakt med  HEJMDAL , der måtte opgive sit forehavende med at borde en tysk prise, og i fællesskab satte de to skibe nu for fuld damp efter  DAGMAR .

Ved daggry kunne man i kikkerten se  DAGMAR  på vej ind til Den Helder i Holland, og i løbet af eftermiddagen var eskadren atter samlet og kunne sætte kursen tilbage mod Helgoland.

Chefen for korvetten  DAGMAR , kaptajnløjtnant  G. F. W. Wrisberg , kunne endog orientere om, at han i Nieuwediep havde observeret de tre preussiske kanonbåde  BLITZ  og  BASILISK  samt hjuldampskibet  ADLER , som flåden jo havde søgt siden januar.

Tilbage mod Kristianssand

21. april var eskadren tilbage ved Helgoland, men efter at man havde haft en båd i land, kunne man blot konstatere, at der ikke forelå nogle nye efterretninger eller instrukser fra Marineministeriet.

Via et privat telegram havde man erfaret, at Als var blevet løbet over ende i løbet af nogle få dag, og der herskede derfor stor usikkerhed om, hvorvidt Marineministeriet havde mulighed for at komme i kontakt med eskadren i Nordsøen.

Om bord i eskadren spekuleredes der også på, om landet måske havde mere behov for den maritime styrke i forsvaret af bælterne og Østersøen, efterhånden som de preussiske tropper trængte frem.

Manglen på efterretninger gjorde det svært at danne sig et klart billede af situationen, og da de få efterretninger man modtog tilmed ind imellem var direkte selvmodsigende,  besluttede  Edouard Suenson  sig for at samle sine tre skibschefer til et krigsråd om bord på  NIELS JUEL , for at drøfte situatio-nen.

Her besluttedes det at trække Nordsø-eskadren tilbage til Kristianssand, ikke mindst for at kunne komme i pålidelig kontakt med Marineministeriet, men også fordi man herfra fortsat ville have et godt udgangspunkt for at løse sin opgave, uden at få afskåret en eventuel retrætemulighed.

Klokken 8 om morgenen 23. april ankrede Nordsø-eskadren op på reden ved Kristianssand, hvorefter man omgående sendte telegram til Marinemi-nisteriet i København, og samtidigt sørgede for forsyninger til skibene, ikke mindst kul, således at man snarest var klar til at stikke til søs igen.

Nyt fra Marineministeriet

I Marineministeriet i København var man, indtil man modtog telegrammet fra  Suenson fra Kristianssand, fortsat af den opfattelse, at Nordsø-eskadren befandt sig ved Helgoland, og i ministeriet vidste man intet om, at efter-retningsvæsenet havde svigtet så totalt, som det var sket.

Marineministeriet kunne nu informere om, at de to østrigske fregatter end-nu ikke havde forladt Brest, ligesom 2. afdeling af den østrigske eskadre med bl.a. linieskibet  KAISER  fortsat befandt sig ved og omkring Lissabon.

http://www.navalhistory.dk/images/Skibene/IJ/Jylland_fregat%20(1860-1908).jpg

Marineministeriet bestemte at fregatten  JYLLAND , der iøvrigt var søsterskib til NIELS JUEL , skulle forstærke Nordsø-eskadren.
(Foto fra  Orlogsmuseet s arkiv)

Samtidig blev det meddelt, at skruefregatten  JYLLAND , under kommando af orlogskaptajn  P. C. Holm  ville blive tilknyttet som forstærkning til eskad-ren. Dette var en særdeles kærkommen forstærkning, men samtidigt blev det mærkværdigvis meddelt, at korvetten  DAGMAR  skulle udgå af eskad-ren.

Suenson  fik herefter instrukser om at patruljere med sin eskadre i en linie mellem Kristianssand og Hanstholm indtil  JYLLAND  dukkede op fra Køben-havn.

Mens vi venter på JYLLAND

I de efterfølgende dage fortsatte eskadren sine patruljeringer i området mellem Hanstholm og Kristianssand, alt i mens man afventede forstærk-ningen fra København.

28. april blev  DAGMAR  beordret hjemover, samtidigt med at  Suenson  fik ordre om at udvide sit operationsområde længere mod syd, da det nu kunne oplyses, at de to østrigske fregatter havde forladt Brest, men fortsat befandt sig i den Engelske Kanal.

NIELS JUEL  og  HEJMDAL  fortsatte patruljerin-gen i området med lejlighedsvise suppleringer af forsyningerne i Kristianssand.

30. april modtog eskadrechefen et signal om, at de to østrigske fregatter nu befandt sig ved Dover.

Efter at eskadren 4. maj atter var gået ind til Kristianssand for at supplere beholdningerne med bl.a. vand og kul, kunne de på vejen ud se et orlogsskib i det fjerne.

Kaptajn (kommandør) Peter Christian Holm

Chefen for  JYLLAND ,
orlogskaptajn  P. C. Holm
medbragte nye ordrer.

Dette viste sig snart at være den længe ventede fregat,  JYLLAND .

Orlogskaptajn  Holm , chef for  JYLLAND , medbragte nye ordrer til  Suenson , der omgående beordrede eskadren sydpå mod Helgolands-bugten med det formål at søge kontakt med den østrigsk-preussiske eskadre.

På vej sydover

6. maj 1864 stod den samlede Nordsø-eskadren, nu bestående af fregatterne  NIELS JUEL  og  JYLLAND  samt skruekorvetten  HEJMDAL , derfor sydover mod Helgolands bugten for at genop-tage blokaden af de tyske havne, og i nødvendigt omfang forsøge at stoppe den østrigsk-preussiske eskadre.

Fra flere kilder kunne det samtidig bekræftes, at 1. del af den østrig-ske eskadre, under kommando af kaptajn Tegetthoff allerede var ankommet til farvandet og havde forenet sig med de tre preussiske kanonbåde i Texel.

Den samlede østrigsk-preussiske eskadre, der nu bestod af de to østrigske fregatter  SCHWARZENBERG  og  RADETZKY samt de preussiske kanonbåde ,  BLITZ og  BASILISK  og hjuldampskibet  ADLER , havde nu taget station i Cuxhafen.

Nordsøeskadren 9. maj 1864

Nordsøeskadren i linieformation 9. maj, bestående af fregatterne  NIELS JUEL (forrest) og  JYLLAND  samt korvetten HEJMDAL .

Lidt problemer undervejs

Natten igennem fortsatte den danske eskadre under fuld damp sydover i Nordsøen i en frisk sydøstlig vind. Lørdag morgen, 7. maj, måtte  HEJMDAL  signalere, at bagbords kedel var læk.

Dette skete på et meget uheldigt tidspunkt, og tvang eskadren til at ligge stille for rebede sejl, medens mandskabet ombord op  HEJMDAL   arbejdede på højtryk for at udbedre skaden.

Heldigvis kunne skaden udbedres af besætningen, og tolv timer senere kunne den danske eskadre fortsætte sin sejlads mod syd.

Da eskadren ankom til Helgolandsbugten 8. maj om formiddagen sigtede man en dampfregat.  JYLLAND  blev sendt efter denne fregat, som senere viste sig at være den britiske fregat  AURORA .

Endnu havde man ikke selv sigtet den østrigsk-preussiske eskadre, men fra kommandanten på Vesterhavsøerne, kaptajnløjtnant  O. C. Hammer , blev man orienteret om, at fjendens flådestyrke var blevet observeret i området.

Hvor var den danske eskadre

Den østrigske eskadrechef, kaptajn Tegetthoff, havde ligesom den danske eskadre i lange perioder savnet pålidelige oplysninger om situationen i området, efter han 3. maj var blevet forenet med de tre preussiske skibe i Cuxhafen.

Dagligt havde han derfor været nødsaget til at sejle ud, blot for at konstatere, at der ikke var nogen danske skibe i området. 7. maj sigtede man en fregat, som man mente var dansk, men på tæt hold viste det sig atter at være den britiske fregat  AURORA .

9. maj om morgenen havde eskadren været på rekognoscering, da man ved returnering til Cuxhafen fik besked om, at den danske eskadre var blevet observeret i området omkring Helgoland.

Omgående stod den samlede østrigs-preussiske eskadre nordpå i kølvandsorden for at møde den danske Nordsø eskadre i et forsøg på at bryde den danske flådeblokade.

Fjenden i sigte

Der skal være våbenhvile til lands og til vands fra 12. maj, således lød budskabet på en konference i London, men dette budskab var denne morgen 9. maj 1864 ikke nået ud til de søstridskræfter, der hastigt nærmede sig hinanden.

Da solen stod op 9. maj 1864 lå Helgolands Bugten rolig og blank i den friske morgenbelysning, medens en rolig sydøstlig brise luftede lidt. Enkelte fiskere, der var ude at røgte deres garn, skimtedes, medens den danske Nordsø-eskadre kom sejlende nordfra.

Kaptajn Eduard Suenson

Chefen for Nordsøeskadren, kaptajn  Edouard Suenson
 ses her ombord i  NIELS JUEL  under kampen ved Helgoland.

Ved 10 tiden fik udkiggen om bord på  NIELS JUEL et skib i sigte inde under Helgoland. Det viste sig endnu engang at være den britiske fregat  AURORA .

Lidt efter kunne udkiggen dog melde om yderligere fem skib i sigte i SSV retning.

Kort efter blev det konstateret, at de to forreste skibe var fregatter, medens de tre øvrige var lidt sværere at identificere.

Ingen tvivl, fjenden var i sigte, og ombord i de danske skibe lod man mandskabet skaffe og klæde om.

Herefter lod  Suenson  de øvrige skibe i eskadren løbe på klods hold af  NIELS JUEL  og holdt en kort tale til besætningerne:

"Dér har I Østrigerne, Folk. Nu mød vi dem. Jeg stoler på vi ville kæmpe som vore tapre Kammerater ved Dybbøl!"

Herefter blev der gjort klar til kamp om bord i de danske skibe, som samtidig faldt ind i den allerede beordrede kølvandsformation med fregatten  NIELS JUEL  forrest, som flag-skibet.

Klar til kamp

Styrkeforholdet mellem de to eskadrer var næsten lige, idet de østrigske kanoner dog på flere måder var de danske lettere overlegne. Udfaldet af en kamp var derfor på ingen måde givet på forhånd.

Havde Marineministeriet ikke valgt at sende korvetten  DAGMAR  til Østersøen havde situationen set ganske anderledes ud, og  Suenson  ville med fire skibe have et klart overtage, og resultatet dermed givet næsten på forhånd.

Nu var styrkeforholdet næsten lige, da eskadrerne mødtes ved Helgoland 9. maj 1864, og udfaldet af kampen var altså ikke sikret på forhånd gennem en koncentration af overlegne styrker.

Ildåbning

Klokken 1345 åbnede den østrigske fregat  SCHWARZENBERG  ilden mod de danske skibe på omkring 3700 me-ters afstand.

Men først da afstanden var blevet langt mindre gav  Suenson  ordre til at åbne ilden fra dansk side.

Østrigerne holdt til at begynde med en noget østlig kurs, som om det var hensigten at løbe foran om den danske linie.

Den danske eskadre imøde gik dog dette ved at dreje bagbord over, og tvang der-med østrigerne tilbage igen på modsat kurs.

Styrkerne passerede herefter hinanden på ca. 1800 meters afstand under heftig skyd-ning.

Suenson  bemærkede, at de tre preussiske kanonbåde var sakket noget agterud, og forsøgte derfor at bryde fjendens linie.

, Skitse over slaget
De danske skibe er her de hvide,
østrigske og preussiske sorte.
Romertallene angiver de to styrkers
samtidige positioner
under de forskellige faser af kampen.

Tegetthoff indså dog hurtigt faren for, at de tre kanonbåde skulle blive afskåret og drejede derfor styrbord over og stod nu i frontorden ned mod den danske linie for at komme ind på klos hold, og muligvis forsøge en entring.

Intens kamp

De tre danske skibe, der holdt en tæt kølvandsformation, modtog de østrigske fregatter med en så kraftig ild, at den østrigske eskadrechef så sig nødsaget til at ændre kursen.

Afstanden mellem de to eskadrer var efterhånden nået ned på kun 400 meter, og samtidigt tiltog den danske kanonild i heftighed.

De to flagskibe  NIELS JUEL  og  SCHWARZENBERG  beskød hinanden, medens  JYLLAND  og  HEJMDAL  koncentrerede deres ild mod den østrigske fregat  RADETZKY . De preussiske kanonbåde holdt sig på så lang afstand, at deres ild var totalt virkningsløs

Den danske eskadre fik på denne måde tilkæmpet sig en artillerimæssig overlegenhed, som på østrigsk side især gik ud over  SCHWARZENBERG , der to gange brød i brand. Flere kanoner blev ødelagt og antallet af dræbte og sårede steg.

På dansk side gik det mest ud over  JYLLAND , hvor en østrigsk granat slog ned ved kanon nr. 9, og dræbte eller sårede hele kanonbesætningen.

Afgørelsen

Kampen fik sit afgørende vendepunkt omkring kl. 1530, da en granat sprang i bugen på  SCHWARZENBERG s formærssejl og antændte det tørre sejl og tovværk, der snart stod i lys lue.

Om bord i  SCHWARZENBERG  viste det sig hurtigt umuligt at slukke branden, da maskinpumpen var blevet ødelagt under kampen. Følgerne af denne skade  tvang derfor Tegetthoff til at afbryde kampen og søge ind mod neutralt engelsk territorium ved Helgoland.

RADETZKY  lagde sig imellem den brændende  SCHWARZENBERG  og den danske eskadre for at beskytte det østrigske flagskib, der dermed undgik yderligere overlast.

Suenson  gav omgående sine skibe ordre til at forfølge den undvigende østrigs-preussiske eskadre, men netop i det øjeblik sprang en granat i chefens kahyt ombord på  JYLLAND , og ødelagde fregattens styregrejer.

Fejlen blev hurtigt udbedret, men denne kortvarige forsinkelse var nok til at give fjenden et afgørende forspring.

http://www.navalhistory.dk/images/Episoder/1848_64/Slaget-ved-Helgoland.jpg

Den østrigske fregat  SCHWARZENBERG  (tv. i billedet) er skudt i brand
og drejer af, medens  RADETZKY  går frem for at dække den.

(Maleri af løjtnant H. J. Marcher)

Den danske eskadre havde dermed mistet muligheden for at afskære fjendens retræte til neutralt territorium, ikke mindst da den engelske fregat  AURORA  lagde sig imellem.

Klokken 1630 var kampen ophørt, og  Suenson  beordrede sin eskadre nordøst over og blev liggende for at observere fjenden.

Sejr eller uafgjort

Det lykkedes imidlertid senere for den lemlæstede østrigsk-preussiske eskadre i ly af mørket at nå tilbage til Cuxhafen uden at den danske eskadre kunne gribe ind.

Efterfølgende blev der rejst spørgsmål om, hvorvidt slaget ved Helgoland kunne betragtes som en dansk sejr, eller om slaget egentlig endte uafgjort!

Faktum er imidlertid, at det lykkedes for den danske flåde at opretholde blokaden mod de tyske havne.

Fregatten SCHWARZENBERG efter kampen

Det østrigske flagskib, fregatten
SCHWARZENBERG  ses her efter kampen.

Slaget ved Helgoland var dermed ubetinget en taktisk dansk sejr, der tvang de fjendtlige flådestyrker ind på neutralt territorium i så stærkt medtaget tilstand, at disse var ukampdygtig flere dage efter.

Kort efter slaget fik  Suenson  ordre til at afgå til Norge, da en våbenhvile var på vej. Den midlertidige våbenhvile mellem Preussen og Danmark trådte i kraft 12. maj 1864, hvorefter den danske flådeblokade blev hævet.

Slaget havde kostet Danmark 14 døde og 55 sårede, medens Østrig havde lidt et tab på 32 døde og 59 sårede. Preusserne havde ikke lidt tab.

Da den danske eskadre forlod Helgolands Bugten passerede den atter engang Kristianssand, hvor de døde i slaget blev begravet.

Dette blev Danmarks sidste egentlige søslag, hvor skibe kæmpede direkte mod skibe.

Heltemodtagelse i København

I København var der ingen tvivl om slaget udfald. Det var en dansk sejr!

En sejr,som den trængte nation havde brug for i en svær tid.

Da Nordsø-eskadren anløb København efter slaget, blev dette fejret som en rigtig københavnerbegivenhed med bl.a. kongeligt besøg om bord.

Nordsøeskadren på Københavns Red

Nordsøeskadren på Københavns Red efter kampen ved Helgoland.
Der afgives salut, og besætningerne mander ræer
ved Kongens besøg ombord i eskadren.